der sad engang ved et bord en mand der hed tjalphe

21 Nov: 1999

Der sad engang ved et bord en mand der hed tjalphe. På bordet stod der et instrument, et meget flot instrument. Det var toppen af tidens udvikling, ja man kan sige det var et teknisk klimaks på en lang udvikling, det selvfølgelig sagt uden at kunne se ind i fremtiden. Men det var således begejstringen syntes at tale om det. Det var en violin, udført så smukt i træ at mange mænd efter at have holdt den i sin hånd ikke længere brød sig om at lægge hånden på en kvinde, skåret i så flotte linier at den tanke i øvrigt slet ikke meldte sig, og var så velklingende i sine rene toner at nogle, efter at have hørt den, aldrig igen kunne tåle et menneskes stemme. Således sad der nu mange rundt omkring for sig selv, og kærtegnede deres dyrebare erhvervelse. I starten mest for sig selv, men efterhånden som foretagsomme sjæle fandt flere og flere muligheder, hvor man kunne drage fælles nytte af violinens vidunderligheder, var der flere og flere der der strøg dens strenge dagen lang, og det var tilmed mod betaling. Først var det enkelte mennesker, som blev sat til at fylde ud i de lydhuller, der fandtes rundt omkring i byen hvor der ellers ikke var musik at høre, og hvor folk derfor blev ængstelige, når de skulle passere derigennem. På hvert af disse steder stod der nu en violinspiller som hengivent satte vinger på de guddommelige toner med et let anstrøg, der løftede de forbipasserendes hjerter, og fulgte dem til dørs med følelsen af at hele verdenen smilte til dem. Først hjemme kunne de tænde for radioen og indstille den på kanalen med netop det humør de ønskede for dem selv den dag. De aller ypperligste af landets violinspillere stod for leveringen af humør mættede lyd landskaber som folkene hengav sig til rundt omkring i deres små hjem. Der var lystige landskaber, oplivende, opsættende, vrede, landskaber malet i så hjertesklagende toner at selv vinden hørte op med at hyle dens evige skærende hylen i tagryggen, og endelig ud på de sene timer var der for nattesjæle mulighed for at drømme sig hen i lystfulde landskaber. Fælles for de alle var skønheden, og at de tegnede de smukkeste billeder bag de lukkede øjne på deres tilhørere. Så smukke var de, at snart enhver anden lyd blev til en næsten ubærlig gene, en forureningskilde i en paradisisk have og en foruretter af skønhed. Defor begyndte man, at afsøge alle de steder hvor man kunne indsætte violinens lyd i stedet for hvad der nu havde været før. Det strakte vidt om sig og blev en opgave fordelt på alle landets faggrupper. Sprogforskere og lingvister søgte at erstatte så meget af den almindelige tale med musikpassager det var muligt uden helt at tabe muligheden for at kommunikere en besked. Følgelig søgte lærerne på landes skoler også at videreformidle dette til deres elever. Alarmsignaler blev erstattet med hidsige korte stykker, meget fortissimo. De forskellige signal toner i landets telefoner blev til forskellige korte violin klange, nogle så vellykkede at man næsten håbede på at ingen ville svare. Forfattere satte sig sammen musikere og udgav nu kun på nodesprog. Selv landets ansvarsfulde fædre holdt nu op med at læse deres børn godnathistorie men lagde dem til seng med en blid melodi.

Det var også i hele denne proces at tjalphe fik job ved violinen. Han havde som så mange andre unge mennesker, ønsket sig at kunne leve af at forskønne sin verden. Gamle mennesker havde for dens sags skyld også dette ønske, men det er nu de unges ambitioner, der tales mest om. Tjalphe tænkte, at han først kunne arbejde den mere trivielle ende af processen og lægge violin til de gentagende momenter i hverdagen, indtil han en dag fik mulighed for at bidrage til skønheden i sit helt eget sprog. Således gik det til at tjalphe fik job ved landets tidsinstitution. Et stort kontor hvor man holdte med hvorledes tiden opførte sig, hvordan den blev brugt og endelig forskede man i nye anvendelsemuligheder for tiden. Indtil nu havde kontoret ikke kunne fremvise de store resultater andet end den kedelige bagudvendte statistik for deres foresatte i den øverste landsinstitution, og man nærede derfor et inderligt ønske om, at kunne gøre noget ved tiden, som forandrede den og dem der befandt sig i den til det bedre. En forandring der kunne løfte kontoret fra at være blot endnu en anonym grå bygning med en anonym grå forvaltning, til genstand for den ganske befolknings affektion og taknemmelighed.

Denne mulighed skulle vise sig da violinprocessen havde stået på i et godt stykke tid. Folk var efterhånden blevet vant til, at de fleste lyde i deres hverdag var blevet til skøn musik; busserne synes at valse gennem gaderne, kasseapparaterne i butikkerne talte varerne op med små variationer over Bernstein, og Strauss var blevet installeret på enhver båd i havnen og de folk der om sommeren nød solen på kajen med lukkede øjne begav sig uvilkårligt mod den blå Donau. Og som skønheden på den måde spredte sig og omfavnede stadig flere ting, blev folks opmærksomhed vendt mod stadig mindre mislyde. Lyde som folk før violinen nok aldrig havde lagt mærke til, og slet ikke havde skænket en tanke. Først de skurrende lyde fra en rulletrappe, så bippet fra en elevator der når sin bestemmelsesetage og til sidst blev det endelig urets tikken, der faldt grimt i folks øren. Efter ganske få henvendelser og endnu færre overvejelser, for hvad der at tænke over i en forskønnelses proces andet end skønhed, besluttede man på kontoret, at her var muligheden for det store bidrag. Planen var ganske simpel; alle de lyde, som folk forbandt med tidens gang, skulle fjernes til fordel for tonerne fra deres allesammens violin.

Tjalphe havde naturligvis hellere end gerne givet bud på, hvordan tiden skulle gøres vidunderlig. Han havde endog drømme om natten, om hvorledes han skulle gøre tidens gang, til noget folk lagde sig hen til med velbehag, uden at ønske sig forstyrret af noget der kunne bryde med dens fortryllende vedvarenhed. Toner der naturligvis måtte være simple men alligevel så smukke at folk kunne lade sig føre i deres trygge varme arme og blide vuggen, at de fra det øjeblik de først blev omfavnet lod dem føre derfra og til evigheden Evigheden der jo allerede var bestemt til at være sted med en sådan musik at en dødelig sjæl slet ikke kunne tåle dets skønhed uden straks at dø af længsel derefter.

Men da opgaven faldt på Tjalphes bord lod den ikke nogensomhelst plads til store skønne sving med bue-armen. Man havde besluttet det således, at sekunderne skulle opdeles i fem toner lige op af hinanden og gradvist stigende således at tiden nu ikke blot var et ubønhørligt fremskridende væsen men en ven som man fulgte fremad fremad og fremad; lokket af dens søde kalden. Hvert halve og hele minut skulle markeres med en længere tone for at fremme fornemmelsen af fremdrift med lille milesten i lyd. Ganske som milestene der står langs landets landeveje, og hvor de i årevis har fortalt bønderne, at nu er de kommet lidt nærmere byen og markedet. Hvert kvarter der ikke landte på hverken en hel eller en halv time skulle markeres med en to klang, og virkede mest som en optaget til begivenheden der fulgte efter; den hele eller den halve time. Den halve time, der naturligvis ikke er så stor en begivenhed som den hele, skulle gives lyd efter hvilken hele time den lagde op til, og lyden var derfor afledt af lyden for den tilhørende hele time. Tonerne for de hele timer fandt man inspiration til i de gamle klokkespil, der førhen havde berettet om tiden på dagen. Og ligesom de havde gjort det, ville man have særlig fejring af den halve og hele dag. Samtidigt ønskede man, at bibeholde følelsen af fremdrift, hvilket var hovedtemaet for, hvad man kaldte den samlede tidskomposition, der strakte sig over en hel dag. Derfor blev det således, at de timer i døgnet skulle markeres med dybe toner, og efterhånden som dagen skred frem, skulle tonerne stige til stadig mere glædelige lejer indtil kulminationen klokken tolv, hvor et kort udvalgt stykke fra Bethovens 'an die freude' skulle markere, at nu er endnu en dag glædeligt kommet til en ende. Klokken tolv formiddag skulle ligeledes være af fra samme passage men nogle toner lavere og en anelse hurtigere. Alt sammen var det ganske smukt udtænkt og ment med de allerbedste intentioner, at lade selve tiden, der tidligere have været en nådeløs røver, forgylde folk på en smuk rejse fra den ene ende af dagen til den anden. At det senere skulle vise sig,, at folk der ikke fulgte døgnets normale tidsskema blev ret uligevægte i sindet som følge heraf, er en note blot.

Tjalphe så ned på sine papirer hvor alt var sat på plads, det ganske forløb fra midnat til midnat ned til den allermindste tone, og for første gang siden processen begyndte opstod der i landet en følelse af skuffelse over noget, der havde med violinen at gøre. Han vidste at der intet var at gøre ved. Han måtte følge sit skema og sine noder til punkt og prikke ellers måtte han se sig om efter anden beskæftigelse. Havde man først en gang sagt nej til violinen, kunne man være sikker på ikke at komme i dens tjeneste igen. Af administrationen havde han fået et lille rum bag ved at af de store ure der så ned på en af hovedstaden større pladser. Herfra skulle han i fire timer hverdag assistere tiden på dens nye skønne march. Man havde efter længere forhandlinger og hidsige violin soloer tidinstitutionen og fagforeningen imellem fundet ud af, at det var det længste tidsrum man kunne forlange akkompagneret af en violinspiller uden denne eller tonerne led overlast.

Efterhånden som dagene skred frem og musikken gentog sig lige gang hver smukt blev tjalphe mere og mere ked af det hele. Af tidens fremskriden, af de opad stigende toner, selv de tilbagevendende intermezzoer af små stykker vidunderlig Beethoven blev livløse for ham i deres gentagen. Neden for ham på pladsen gik borgerne forbi, ganske sorgløse og de fleste smilende men de hørte ham tilsyneladende ikke. I hvert fald synes ingen at tage notits af hans spil, der så ud til at være blevet for dem, som urets tikken var det førhen. Selv de små udfald der markerede dagens små og større kronologiske milesten, var blevet for dem, som de tunge slag mod de gamle messing klokker; blot en besked om en hændelse der ville indtræde igen ganske snart. De første dage var der folk, der havde foretaget små danse trin til hans hyldest, hvilket havde glædet ham lidt, men det skete snart aldrig mere. Bevægelserne med fingre og bue var hurtigt blevet en rutine, han ikke gav nogle tanker, der i stedet begyndte at cirkle omkring hans situation. Hans stilling ved violinspillet og tidens gang der til at starte med havde været en mulighed for at tjene et instrument han holdt så kært i sit hjerte, men hvis monotoni nu syntes at slide på det selvsamme fakultet for følelser.

Der fulgte nu en periode hvor Tjalphe nærmest henlå i musikalsk apati. Han mødte på arbejdet trofast som lyset om morgenen, men intet i musikken formåede længere at varme ham som solen gør mennesket på den første skyfri forårsdag, og som musikken havde gjort det, før han blev til dens tjener. Ej heller den musik der fulgte ham på gader og stræder, i barer og på busser, der fandt ham mellem venner eller alene bevægede hverken hans humør opefter eller ind i dale af skøn melankoli. Faktisk var der intet der bevægede ham til noget overhovedet. Landets samlede indsats for fælles forskønnelse af alt, og for dens sags skyld den forskønnende beslutning om selv intetheden, kunne han på nogen måde tage til sig. Hjemme tændte han ganske vist for radioen, for stilheden var et tomrum han ikke brød sig om at træde ind i. Men hans violin stod på sin plads i entreen uden at blive samlet op. Han drømte stadig om violinen, men hvor den før havde ført ham gennem eventyrlige lande og verdener, som et magisk tæppe havde gjort det for andre, red den ham nu, som den uafrystelige mare gennem lange korridorer, hvis lys forinden aldrig kom nærmere, men kun eksisterede for at fortælle ham, at enden altid var langt væk. Morgenen efter en sådan drøm var han for en kort stund altid en smule rystet men så fyldte lejlighedens musik igen hans sind med en urørlig stilstand, og han vendte tilbage til rutinen.

Så en dag hændte der noget. Det havde været en dag, der indtil da ikke havde været at skelne fra de foregående. Det havde sneet en smule, folk var blevet lidt mere tillukkede, men ikke på en måde der ikke kunne tilskrives vejret, og hans daglige fire timer havde passeret så ubemærket som et sandkorn henover en ørken. Fra arbejdet havde han taget den sædvanlige bus, der havde spillet den sædvanlige hverdagsmusik. Fra bussen havde han passeret de sædvanlige gade musikanter der som følge af processen nu var blevet kommunalt ansatte. Blomsterhandleren havde som altid spillet musik om blomster, og bagerjomfruen havde spillet et stykke om brød komponeret af bagermesteren. Ganske som sædvanlig. Det var endnu ikke koldere end, at den dalende sne lagde sig som et gråt lag pludder. Og det var ved den iagtagelse det hele begyndte. Hans øjne havde, uden han tænkte over det, fulgt et snefnug der langsomt dalede ned foran hans ansigt. Da han så, hvor smukt dets krystalformation pegede ud til alle sider og gav fnugget en stjerneagtig lighed, kunne han ikke lade være med, at følge det hele vejen ned til det landte i sølet, og blev til et med den grå masse. Han tænkte først ikke videre over forvandlingen, men en uro havde meldt sig i maven, der dog ikke gjorde andet end at få ham til at skynde sig lidt mere hjemefter. Som han nærmede sig sin lejlighed tog uroen til, og det var med rystende hænder han omsider fik låst døren op. Han tænkte, at uroen nok ville forlade ham, når han først var indenfor i sit hjems trygge og vante rammer. Men idet han trådte indenfor, gled hans våde støvle på det glatte gulv. Tjalphe hang et øjeblik i luften, med arme og ben strittende ud til alle sider uden at kunne få fat i noget, der kunne hjælpe ham sikkert tilbage på hans fødder, før tyngdekraften sendte ham tungt nedefter. Men det var ikke med en dump lyd, han ramte det gulv, der netop havde forrådt ham. Det var med et højlydt knas, som lyden af træ der splintres og en underlig metallisk klang der mest af alt lød som et stykke jern der har været spændt fast pludselig forløses. Et øjeblik lå han stille, øm fra faldet og forbavset over lyden. Så gik det op for ham hvad det var der havde forårsaget den. Violinen ! Han rullede tilside og konstaterede at der lå den rigtigt nok, kvast og flad med splinter og strenge stikkende ud, som en hund ramt af en sporvogn. Hans sind var fuldstændigt tom i øjeblikket, ingen følelse meldte sig som reaktion på havariet. Så pludselig som en vandet fra en gejser begyndte den urolige knude der lidt tidligere havde formet sig i hans mave at bevæge sig. Først lidt mærkeligt frem og tilbage som et lille barn i moderens mave, men så tog det pludselig fart opefter, og det føltes, som han pludselig befandt sig i et frit fald, indtil det ramte hans sjæl hvor det eksploderede i en kraftig og ukontrollerbar latter. Han lo og han lo til hans i forvejen røde teint blev til ildfarve. Han lo så latterkramperne låste hans krop og ansigt, på en måde der fik ham til at ligne en cirkus klovn med et epileptisk anfald. Han lo så det gjaldede i hele bygningen, så højt at det rent overdøvede musik fra alle sindelag der hørtes omkring i lejlighederne, og folk åbnede deres døre og vinduer for, at se efter hvad det var, der havde revet dem fra deres svalestund med musikken. Snart blev folk så forstyrrede, at det bragte dem til kilden for den larm, der havde lavet på så voldsom vis havde revet dem fra deres musik. Og indenfor for kort tid stod alle opgangens beboere, samt et par forbipasserende nede fra gaden, i hans entre og på trappen. Tjalphe fornemmede deres tilstedeværelse gennem hans latterkramper, og så op for, at se hvem det var. Først da han så deres forstyrrede og forbløffede ansigter gik det op for ham, hvad det var han lavede, og hvad alt hans påstyr havde forårsaget. Hans misklingende uheld og umusikalske udbrud havde samlet en mindre skare i hans hjem og opgang, og nu vidste han, hvad han måtte gøre.